Et Morsø komfurs vej til Færøerne



Jeg blev for år tilbage kontaktet af en sød dame fra Oslo,som søgte et Morsø indmuringskomfur "Legende Børn",Nr. 72 V.Hun forklarede,at komfuret i hendes barndomshjem på Færøerne var brændt og rustet i stykker,og at hun gerne ville have et mage til det gamle og om jeg kunne være interesseret i at rejse op og bygge det.
Jeg var ikke et øjeblik i tvivl.Når man sidder i Oslo,søger éen på nettet,som kan montere et gammelt Morsø komfur,forsikrer at hun vil flyve i forvejen og opvarme huset,lave mad og hygge om mig - ja så siger man bare ja.

Jeg skulle sejle i starten af juni,bl.a. for at slippe for vinterkulde og forårsstorme,som kan være rigtigt ondskabsfulde på disse breddegrader i årets første måneder.Jeg forberedte mig grundigt i månederne inden afrejsen,klargjorde komfuret til mindste detalje,gennemgik minutiøstopsætningen i hovedet,forsøgte at forudse eventuelle problemer under opsætningen og pakkede værktøj og materialer til et helt fodboldhold.Man henter ikke bare en lille ting på tømmerhandelen eller i det velassorterede byggemarked.Der er altså 3 kvarters bjergkørsel kørsel til nærmeste købmandshandel.Det er jo det,som gør det til noget,der ligner en ekspedition.

Wauuuw,sikken en sejltur,sikken et skib.Næsten 800 biler,lastvogne og containere stuves sammen inden afgang.1300 passagerer myldrer ombord og indtager skibets luksuriøse faciliteter - en håndfuld restauranter,et par barer med levende musik,en biograf,et fitness center,en taxfree shop,ja - jeg kunne blive ved.
Jeg havde hjemme bestilt enekahyt,bryder mig ikke om at snorke og kaste op i stereo.
Før jeg vidste af det,havde jeg tilbagelagt ca. 900 kilometer og 36 timers rolig sejlads,havde set Norges kystlinie og Shetlands Øerne,havde endvidere indtaget den bedst tænkelige mad,besøgt barerne og set film på skærmen i kahytten.

Jeg anløb Torshavn i tåge og dystert vejr,men jeg skal da love for,der blev sommer lidt længere nordpå.Der var 1 times kørsel til Eidî midt på øerne ud mod Nordatlanten.Eidï's eneste beskyttelse mod Atlantens vrede er et lille bjerg,som de 200 huse ligger i læ bag.Bygdens hovedattraktion er helt afgjort kirken,som byggedes ved en fejltagelse i 1881 og skulle egentlig have været en slags domkirke andetsteds på Færøerne.Fantastiske vægmalerier vidner om,at dette hus er og har altid været bygdens samlingssted.Derefter må det være byens eneste butik - købmanden,hvis varesortiment er temmelig omfattende.Der er selvfølgelig også en lille fiske- og fritidshavn,en fabrik som fremstiller damme til laksehavbrug.Bygdens fiskefabrik og hotel har måttet bukke under for nutidens centraliseringer og affolkning af de små samfund.

Jeg ser den lille bygd badet i den tidlige morgensol.Den ligger på en halvø afsluttet af et gold bjerg,som giver lidt læ for det kolde Atlanterhav.Der er nu kun få minutter til,jeg skal møde min vært for de næste 4 dage.Det er altid spændende,om man falder godt i hak.Jeg kører ind i bygden,forbi kirken hvor græsset på gravene er 30 centimeter højt.Jeg parkerer foran huset og ud kommer en sød pige Erica,som afgjort må nedstamme i lige linje fra de norske vikinger,som kom til øerne omkring år 850.Hun hilser velkommen med et stort smil,og vi går ind og ser komfuret,som skal fjernes for at give plads for det nyrenoverede Morsø komfur.

Huset er fra 1930.Erica's far byggede det selv med venners og families hjælp.Få år senere blev han og hans fiskerbåd sænket af en tysk torpedo eller bombe undervejs til England,men det er en helt anden historie.Alt i huset er originalt og fuldstændigt som i de gode gamle dage.Alt er omhyggeligt malet og vedligeholdt,da Erica hver sommer vender hjem til sit barndomshjem og maler og forbedrer i et par måneder.Iøvrigt springer hun hver dag i det 7 grader varme Atlanterhav.Hun siger,at det holder hende ung.Det tror jeg på - hun ligner i alt fald ikke éen som er over 70.

Jeg er så heldig at få hjælp af en nabo med nedtagningen af det opbrændte komfur.Jeg skal lige sige,at alt på Færøerne er er bygget af granit,knust granit og cement.Komfuret er ingen undtagelse.250 kg granit iblandet cement er en udfordring ud over det sædvanlige.3 timer senere må klumpen gi' sig og det nye komfur kan tage form.Efter en arbejdsdag på 13 timer og et bad,er der tid til snak og hygge i køkkenet.Erica fortæller om livet i den lille bygd,om hvordan moderen efter faderens død opfostrede Erica og hendes søster,om naboer der hver dagbragte fisk til den lille familie,og om hvordan Erica som 17-årig forlod familien for at blive ergoterapeut i Oslo.Der bliver ikke mørkt om natten i juni,så klokken 23.30 er der stadig lyst,men trætheden overvælder os,jeg takker af og går til ro på mit lille loftværelse.

Når først komfurets sideplader er fastskruet til bagvæggen,de tre første lag sten er lagt i bunden af komfuret,div. ildfaste sten er indmuret og skillevægge er lavet og dette har tørret natten over,er det skønt at møde komfuret om morgenen.Ovnen kan monteres,kanaler og brændkammer bygges - ja,så lysner det hen sidst på dagen.
Toppladen lægges på og der mures indefra op til pladen,så komfuret bliver tæt.Låger,messingstang og håndtag monteres og man træder et par skridt tilbage og nyder synet.

Erica glæder sig over,at komfuret er nøjagtigt mage til det gamle.Hun glæder sig forståeligt nok til at tænde op i det om 6 uger.Det er dyrt at fyre med olie i et hus som ikke er fuldisoleret.Den færøske sommer viser sig heller ikke altid fra sin pæne side,så man må simpelthen ha' noget,som giver noget seriøst varme på disse breddegrader.

Jeg har lige en udfordring mere,inden jeg kan pakke værktøjet sammen.Der skal monteres en renselåge i kælderen i skorstenens nederste del.Som før nævnt,bliver næsten alt på Færøerne i granuleret granit og cement.Det er en kradsbørstig cocktail og gnisterne springer,når borehammeren arbejder sig gennem 10 cm granitvæg.3 timer senere er renselågen muret fast og monteringen er fuldført.

Erica,som jo er født her og af og til arbejder som turistguide på øerne,har tilbudt at vise mig rundt på øen en halvdags tid.Det bliver en oplevelse,jeg sent vil glemme.Det bliver bjergkørsel på smalle veje uden autoværn,ned til små hyggelige bygder og op igen.Får i tusindvis græsser på de stejle bjergsider.Der findes ikke et træ deroppe.Små bække bliver til smukke vandfald overalt.Man kører langs fjordene med stejle bjergsider til den anden side.Der er langt mellem bygderne med deres små havne.Jeg er sikker på,at man skal være gjort af et særligt stof for at kunne bo her.Men fascinerende er det,og specielt når man kommer fra et rigt befolket land,som er fladt som en pandekage.En lille bygd på den anden side af øen oo et hyggeligt vandrerhjem danner rammen om en sen frokost sammen med Erica på den sidste dag inden,jeg vender snuden hjemad mod Thorshavn.

Det er faktisk vemodigt at se færgen ligge i havnen og sende røgsignaler mod en blåsort himmel,som varsler dårligere vejr.Jeg er bare rigtig glad for,at have ramt 4 dage med sommerligt vejr,som ikke er hverdagskost på øgruppen midt i Nordatlanten.
En rigtig skøn fornemmelse at komme ombord,finde kahytten og gå en tur i baren,hilse på Thomaz som er polak.Han skulle for 7 år siden have et kort job som bartender på båden men forelskede sig i en færøsk pige og blev hængende.
Efter drinken sætter man sig ved et veldækket bord i skibets agterrestaurant og indtager en udsøgt dinnér fra buffeten med alt hvad hjertet begærer og lidt mere til.Der serveres alt fra havets specialiteter til kogte fårehoveder.
Efter middagen går turen tilbage til baren,hvor færøske musikere underholder resten af aftenen - og man kan gå i seng med et smil på læben og tænke : Dette er indbegrebet af hygge,som gør livet værd at leve.Er der ikke snart nogen på Færøerne,som skal have monteret et komfur eller en ovn?
Jeg kan lige til sidst tilføje,at de hyggelige snakke i Erica's køkken i skæret fra midnatssolens svage lys udviklede sig til et dejligt venskab og jeg håber,at jeg i 2014 igen skal besøge Erica fra Eidi,éen af de sidste nulevende vikinger,i hendes rette element i huset på Færøerne.